Mads har været en del af Aliro Docs siden begyndelsen. Han beskæftiger sig først og fremmest med produktion af ALT-tekster, hvor Mads efterhånden er én erfaren herre. Oprindeligt er Mads uddannet arkitekt, men under en nedgangsperiode i byggebranchen efteruddannede han sig på Kunstakademiet i København i noget, som var nyt i 90’erne – webdesign. Det førte ham til Schultz Grafisk, hvor han i en længere årrække var en del af rygraden i en lille afdeling, der specialiserede sig i at levere tilgængelige html-publikationer i henhold til ”Statens standard for elektronisk publicering”. Her arbejdede Mads bl.a. sammen med Jens og Robert for en periode, hvor de hjalp kunder med publikationer og tilgængelighed.

Herfra gik turen til Vester Kopi som team leder i Cross-Media, hvor han primært udarbejdede Webshop løsninger, inden én af livets omstændigheder kom på tværs. Mads er desværre ramt af Parkinsons diagnose, som betyder, at Mads er visiteret til et fleksjob hos Aliro Docs. 

At være i fleksjob, og dermed stadigvæk have muligheden for at have en tilknytning til arbejdsmarkedet, betyder meget for Mads. ”Den giver mig, trods nedsat arbejdsevne, en fornemmelse af at bidrage en smule til den samfundsøkonomi, som jeg også nyder godt af og ikke mindst betyder den en kontaktflade til verden udenfor hjemmets 4 vægge”. Mads er glad for fleksibiliteten, som er til stede i Aliro Docs. Særligt muligheden for at arbejde hjemmefra begrænser naturligt det sociale samvær, men i Mads’ situation giver det samtidig mulighed for at tilpasse arbejdet en dagsform, der kan svinge mere end ”normen”, og det er godt for ham.

Når Mads holder fri, så elsker han at bruge sin tid på ornitologi, fiskeri, tegning, maleri og skriveri. Måske er flere af interesserne opstået i forbindelse med opvæksten i Vestjylland. Særligt det at tegne og male fungerer som en slags terapi for ham, har han tidligere fortalt. Det er som om, at symptomerne ved Parkinson forsvinder, når Mads sætter sig ned for at male og tegne. Så er kroppen rolig. Mads har sin egen hjemmeside, ejrnaes.dk, hvor man kan blive klogere på Mads og alle interesserne.

Hos Aliro Docs er vi meget glade for både Mads’ arbejde, humøret og den sorte humor, så vi har også stillet ham spørgsmålet: Hvad gør dig glad i låget?

”Det kunne blive en lang liste, men for at slutte, hvor jeg begyndte. En lang historie kort. Årstidernes skiften”.